Stressreaktionen

12/11/2019 Slået fra Af RT

Stressreaktionen er en fysiologisk proces, som mobiliserer kroppen til at kunne klare sig i en presset situation.

Der er tale om en medfødt overlevelsesmekanisme, som instinktivt aktiveres, når man konfronteres med et subjektivt vurderet faremoment. En stressreaktion tjener med andre ord det vigtige formål, at den gør kroppen klar til at kæmpe eller flygte.


En aktivering af stressreaktionen vil bl.a. medføre følgende kropslige reaktioner:

  • Øget frigivelse af præstationsfremmende hormoner
    Dette drejer sig bl.a. om adrenalin, noradrenalin og kortisol, som i fællesskab medvirker til, at stressreaktionen forløber effektivt.

  • Øget hjerteaktivitet
    Herved pumpes der mere blod rund i kroppen med ilt og næringsstoffer til hjerne og muskler.

  • Prioritering af blodets distribution
    Blodtilførslen mindskes således til områder af kroppen, som kan nedprioriteres, mens kroppens vigtigste opgave er at kæmpe eller flygte.

  • Øget åndedrætsfrekvens
    Herved øges mængden af tilgængelig ilt til hjerne og muskler (via blodet).

  • Øgning af næringsstoffer i blodbanen
    Herved øges mængden af tilgængelig energi til hjernens og musklernes arbejde.

  • Øget grundspænding i musklerne
    Herved øges muligheden for hurtigt og effektivt at generere den nødvendige kraftudvikling i muskulaturen, når personen pludseligt skal kæmpe eller flygte.

  • Øget svedproduktion
    Denne ‘stress-sved’ er især koncentreret om håndflader, ansigt, fødder og armhuler. Den præcise funktion af dette er lidt et mysterium, da det tilsyneladende ikke tjener noget tydeligt formål.

    Forklaringen skal nok findes et sted i evolutionen, hvor denne svedproduktion givetvis har haft en vigtig overlevelsesmæssig funktion. I takt med at kroppen har forandret sig i løbet af evolutionen (fx mindre hår på kroppen), så har denne ‘stress-sved’ mistet sin oprindelige funktion.

    En mulig forklaring på svedige håndflader i et evolutionsmæssigt perspektiv kunne således være, at let fugtige hænder er bedre til at gribe fat om ting, hvilket kan være en fordel, når man skal kæmpe (og i den forbindelse skal holde fast i sit våben), eller flygte fra et rovdyr (og i den forbindelse klatre op i et træ).

Disse (og mange flere) kropslige reaktioner er samlet set et udtryk for en mobilisering af de kropslige resurser.

– – – – –

Stressreaktionen forløber efter samme princip som en følelsesmæssig reaktion, dvs.:

1) Der sker en hændelse

Denne hændelse kan fx bestå i:

  • At der siges noget

  • At der tænkes noget

  • At der opleves noget

  • At der høres noget

  • At der gøres noget


2)
Der foretages en subjektiv vurdering af hændelsens betydning

Den subjektive vurdering af hændelsen kan være intuitiv eller reflekteret:

  • Når den subjektive vurdering er intuitiv, så er det et udtryk for den umiddelbare vurdering af den givne situation – også selvom man ikke nødvendigvis har kendskab til alle aspekter af den.

    Der er med andre ord tale om en øjeblikkelig forståelse af de situationsspecifikke omstændigheder ud fra de informationer, som man har til rådighed på det pågældende tidspunkt.

  • Når den subjektive vurdering er reflekteret, så betyder det, at man har haft mulighed for at overveje og analysere hændelsens betydning nærmere.

    Der er med andre ord tale om en mere velovervejet forståelse af situationen, end det var tilfældet for den intuitive vurdering.

     

3) Den subjektive vurdering kan udløse en stressreaktion

Stressreaktionen udløses dog kun, hvis den subjektive vurdering ‘slår alarm’ i forhold til et opfattet faremoment.

Det er med andre ord ikke situationen i sig selv, som udløser en stressreaktion, men derimod personens vurdering af situationen som værende potentielt farlig.

I givet fald er der tale om en instinktiv reaktion på den pågældende subjektive vurdering (dvs. en automatisk og medfødt tilbøjelighed til at kroppen reagerer på en bestemt måde).


4)
Stressreaktionen

Når stressreaktionen aktiveres, så resulterer det i en omgående mobilisering af de kropslige resurser med henblik på at kunne reagere på den farlige situation (som ovenfor beskrevet).

Kroppen sættes kort sagt i et forøget kampberedskab.

– – – – –

Stressreaktionen er en vigtig egenskab i potentielt farlige situationer, da det øger personens chancer for overlevelse:

  • Det kan fx være i forbindelse med trafikulykker, hvor stressreaktionen gør bilisten (eller cyklisten) i stand til til at reagere lynhurtigt på en pludselig opstået fare.

  • Eller i situationer hvor personen hører en foruroligende lyd i mørket. Personen skal nu beslutte sig for, om han vil flygte fra den potentielle fare, eller om han vil konfrontere den. I begge tilfælde vil en mobilisering af de kropslige resurser være en fordel.


Stressreaktionen kan dog også aktiveres på et forkert grundlag:

  • Det kan fx være en person, som går en tur i skoven. Pludselig ser vedkommende noget, som kan ligne en slange i skovbunden, og denne subjektive vurdering af fare aktiverer øjeblikkeligt stressreaktionen.

    Så snart personen dog bliver klar over, at der kun er tale om en ufarlig gren på jorden, så stopper stressreaktionen også, og den bliver afløst af en tilbagevenden til en mere naturlig kropslig tilstand.

– – – – –

Stressreaktionen aktiveres dog ikke kun af ‘ægte’ fare, men også af mere ‘symbolske’ faremomenter.

Symbolske faremomenter skal i den forbindelse forstås som noget, der ikke er direkte farlig for personens liv eller velbefindende, men som alligevel vurderes til at kunne medføre ubehagelige konsekvenser.


Det kan fx gælde for udøveren i forbindelse med:

  • At skulle udføre et afgørende straffekast i en vigtig kamp

  • At skulle sænke et vigtigt put i golf

  • At skulle vinde en given kamp med henblik på at opnå oprykning

  • At skulle sætte en ny personlig rekord til et kommende stævne med henblik på at kvalificere sig til OL


Alle disse s
ituationen er ikke på nogen måde livsfarlige for udøveren, men stressreaktionen aktiveres alligevel, hvis situationen tillægges tilstrækkelig stor og afgørende betydning. Og denne kropslige mobilisering skal udøveren være glad for, da en ‘kampklar’ krop øger hans chancer for at kunne præstere i den slags pressede sportslige situationer.

Stressreaktionen optimerer kort sagt kroppens (og hjernens) evne til at præstere. Og dette gælder uanset om den aktiveres i forbindelse med ‘ægte’ eller ‘symbolske’ faremomenter.

– – – – –

Desværre er der dog en udbredt tendens til, at mange fejlfortolker stressreaktionen som værende ‘ubehagelig’, og som tegn på at noget er helt galt med kroppen.

Og hvis udøveren på denne måde fejlfortolker sine kropslige reaktioner, så kan dette virke koncentrationsforstyrrende i den pressede situation, og det kan tilmed føre til overspringshandlinger i forsøget på at ville undgå eller minimere den ‘ubehagelige’ kropslige reaktion.

Af typiske kilder til fejlfortolkning af stressreaktionen kan nævnes:

  • At huden bliver kold og bleg (som følge af mindsket blodtilførsel til huden). Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af at hjernen kortvarigt har prioriteret blodtilførslen til hjernen og musklerne.

  • Fornemmelsen af ‘sommerfugle i maven’ (som følge af mindsket blodtilførsel til fordøjelsessystemet). Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af at hjernen kortvarigt har prioriteret blodtilførslen til hjernen og musklerne.

  • Kraftig hjertebanken uden forudgående fysisk aktivitet. Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af kroppens klargøring til at kunne kæmpe eller flygte, så snart personen måtte beslutte sig dertil.

  • Øget åndedrætsfrekvens uden forudgående fysisk aktivitet. Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af kroppens klargøring til at kunne kæmpe eller flygte, så snart personen måtte beslutte sig dertil.

  • Fornemmelsen af anspændte muskler. Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af kroppens klargøring til at kunne kæmpe eller flygte, så snart personen måtte beslutte sig dertil.

  • At man tilsyneladende sveder uden grund. Dette er dog ikke noget at bekymre sig om, men blot et resultat af kroppens klargøring til at kunne kæmpe eller flygte, så snart personen måtte beslutte sig dertil.

En central del af den mentale træning bør derfor omhandle bevidstgørelse om stressreaktionen med henblik på at undgå kontraproduktive fejlfortolkninger.

– – – – –

Slutteligt er det også værd at bemærke følgende:

Stressreaktionen er mest hensigtsmæssig i situationer, hvor kroppen rent faktisk har brug for at være kampklar. Og i en sportslig sammenhæng vil dette typisk gælde for præstationsfasen.

Der kan dog nemt ske det, at tanken om en forestående konkurrence aktiverer stressreaktionen allerede i dagene op til denne konkurrence. Dette vil typisk kunne ske, hvis denne konkurrence tillægges stor betydning.

Hvis udøveren fx gør sig mange bekymringer om konsekvenserne ved et muligt (eller sandsynligt) nederlag, så kan dette aktivere stressreaktionen.

Dette er ikke nødvendigvis et problem, hvis det kun sker en sjælden gang, da stressreaktionen jo som nævnt er en naturlig og ufarlig kropslig reaktion.

Men hvis udøveren slet ikke er i stand til at håndtere sine bekymringer på effektiv vis, så risikerer han, at den medfølgende stressreaktion sætter kroppen i et nærmest konstant kampberedskab, hvilket ikke er præstationsfremmende. Afslapning og restitution er nemlig også en væsentlig del af forberedelsesperioden.

Metoder fra den mentale træning kan på forskellig vis bidrage til at håndtere stressreaktionen, hvis denne aktiveres på uhensigtsmæssige tidspunkter.

Stressreaktionen’ er beskrevet mere udførligt i e-bogen: ”Mental styrke i sport” (som kan købes her).