Tanker

12/11/2019 Slået fra Af RT

Definition af begrebet ’tanker

Med tanker menes alt det, som personen tænker i en given situation.

Mere præcist kan man sige, at tænkning er identisk med hjernens bevidste processer, som bl.a. omhandler:

  • At få idéer

  • At forstå sammenhænge

  • At løse problemer

  • At sætte mål

  • At lægge planer

  • At omsætte intention til handling

  • At udvise opgavefokus, vedholdenhed og selvkontrol

  • At evaluere og reflektere med henblik på at lære af sine erfaringer

Tanker inkluderer således alle bevidste former for vurdering, fortolkning, planlægning, dagdrømmeri, visualisering, målsætning, analysering, idéer, erindring, forestilling, forudsigelse, initiering, indre selvtale og lignende.

– – – – –

Tanker kommer til udtryk i form af ord eller billeder i bevidstheden.

Det kan fx være:

  • Indre selvtale i form af ord:Det er vigtigt, at jeg følger min handleplan i dag. Hvis jeg gør det, så er chancen for at lykkes langt større.

  • Visualisering i form af billeder: Erindringen om en præstationssituation, hvor man lykkedes med at følge sin handleplan på trods af modgang undervejs.

– – – – –

Tanker opstår enten kontrolleret eller spontant:

Kontrollerede tanker er tanker, som man aktivt frembringer, dvs. at tankerne er en naturlig konsekvens af den bevidste tænkning.

Kontrollerede tanker opstår som følge af pandelappens bevidste bearbejdning af informationer i forbindelse med bl.a.:

  • Planlægning

  • Problemløsning

  • Refleksion

  • Evaluering

  • Målsætning

  • Visualisering

  • Selvkontrol

Kontrollerede tanker kan således sammenlignes med gæster, som er inviteret til at deltage i en fest: De dukker op på et bestemt tidspunkt, fordi de er blevet opfordret til at gøre det.

 

Spontane tanker er til gengæld tanker, som dukker op uden at være inviteret. De er således spontane i den forstand, at de opstår automatisk og uden varsel.

Spontane tanker opleves bl.a. i forbindelse med:

  • Dagdrømme

  • Associationer

  • Idéer (som opstår spontant)

  • Tvivl (som opstår spontant)

  • Bekymringer (som opstår spontant)

– – – – –

I en uddannelsesmæssig kontekst vil en given tankegang være enten målbevidst eller kontraproduktiv. Dermed menes kort sagt, at:

Målbevidste tanker er tanker, som er afklarede og opgavefokuserede.

Det drejer sig med andre ord om tanker, som proaktivt bidrager til, at man kan handle i overensstemmelse med sine overordnede mål og handleplaner.

Det kan fx være i forbindelse med:

  • At analysere en given situation med henblik på at vurdere sine muligheder

  • At sætte sig et mål med tilhørende handleplaner

  • At omsætte intention til handling

  • At udvise opgavefokus, vedholdenhed og selvkontrol

  • At evaluere og reflektere med henblik på at lære af sine erfaringer

     

Kontraproduktive tanker er tanker, som er i modstrid med de overordnede mål og handleplaner.

Det drejer sig med andre ord om tanker, som gør det sværere at handle i overensstemmelse med det, som man har planlagt at gøre.

Kontraproduktive tanker kan bl.a. komme til udtryk som:

  • Overdrevne bekymringer

  • Manglende selvtillid

  • Overvejelser om at fravælge en målbevidst adfærd til fordel for en fristende overspringshandling

  • Ærgrelse og selvbebrejdelse over en begået fejl (i stedet for at refokusere på den aktuelle opgave)

– – – – –

Det vil altid være individuel og situationsspecifik, hvorledes en given tankegang påvirker præstationen. Kort sagt gælder dog følgende:

  • Jo bedre tankerne er tilpasset til situationens krav, desto bedre vil man være i stand til at præstere.

     

Præstationsoptimering forudsætter med andre ord en effektiv og situationsspecifik regulering af tankerne, således at eventuelle kontraproduktive tanker ikke får lov til at påvirke præstationen negativt.

Metoder fra den mentale træning kan bidrage til at udvikle og styrke denne evne til selvregulering.

Tanker’ er beskrevet mere udførligt i e-bogen: ”Mental styrke i uddannelsen” (som kan købes her).